Vedtægter i haveforeningen Solvang 

§ 1

Foreningens formål er at overtage lejemålet på det af kolonihaveforeningen »Solvang« af Rønne Kommune til kolonihaver lejede areal. At udleje disse haver til medlemmer af foreningen mod en nærmere fastsat leje. Medlemmer af foreningen skal være bosat på Bornholm. Foreningens medlemmer er solidariske og hæfter alle for en og en for alle for de forpligtigelser, som foreningen påtager sig, herunder aftaler som bestyrelsen nødvendigvis må træffe med offentlige myndigheder.

§ 2

Haven må ikke overdrages til andre uden formandens sanktion, og efter at alt mellemværende er ordnet med foreningen. Fremleje eller fremlån af haver og lysthuse er ikke tilladt.

Nye havelejere indbetaler et depositum på kr. 600,-

Beløbet tilbagebetales ved fraflytning når haven afleveres ryddet for ukrudt m.m. Ønsker et medlem at fraflytte sin have, må han/hun opsige haven med 3 måneders varsel. Opsigelse af have skal ske skriftligt til foreningens formand. Dør et medlem, kan den efterlevende ægtefælde/samlever/børn fortsætte lejemålet på samme vilkår som afdøde. Medlemmerne er forpligtet til at holde formand og kasserer underrettet om deres til enhver tid aktuelle adresse.

§ 3

Havelejen udregnes efter havens størrelse og vandforbrug efter egen vandmåler. Faktura for dette udsendes i 2. kvartal. Såfremt en havelejer ønsker at få opkrævning tilsendt pr. post, tillægges fakturaen et administrationsgebyr på 20 kr. evt. Udbetaling af depositum vil blive overført til oplyst bank konto, når evt. mellemværender er opgjort jf.§ 2. Kassereren skal indtil videre opkræve kr. 50,- for første brev og kr. 100,- for andet brev, der udsendes for misligholdelse af haven indenfor et kalenderår. Efter forfaldsdatoen tillægges kr. 100,- i bøde for højst 14 dage. I tilfælde af, at medlemmet ikke på grund af sygdom ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen har fået henstand med betalingen, mister medlemmet sin ret til haven, efter at bestyrelsen skriftligt har gjort opmærksom på dette forhold. Herefter har foreningen ret til at disponere over haven. Skulle der ved overdragelse af haven til en anden blive overskud efter foreningen har fradraget, hvad den har til gode, vil det være at betale til den tidligere lejer.

§ 4

Haverne skal til enhver tid holdes i god orden og fri for ukrudt, også i og udenfor hække til vejens midte. Haverne må kun benyttes til kolonihavebrug. Efter 2 henvisninger indenfor 1 kalenderår, kan bestyrelsen opsige medlemmet pr. anbefalet brev, med 8 dages varsel. Staldgødning der tilføres havekolonien, skal nedgraves straks. Andet affald, som tilføres havekolonien (halm, løv, spåner m.m.), nedgraves om efteråret. Alt affald fra havens afgrøder og hæk, der ikke straks nedgraves, lægges i kompostkasser og graves ned, senest efter 2 år. Gødning og kompost må ikke henlægges på vejene. Overtrædelse af dette straffes med bøde på kr. 50.- i gentagelsestilfælde opsiges lejemålet. Enhver art af udsalg, undtagen af egne produkter, er strengt forbudt. Det er dog tilladt at opføreet foreningsmarketenderi på arealet. I

haverne må opføres lysthuse og drivhus, der inden opførelsen skal godkendes af havekoloniens bestyrelse for så vidt angår udseende og beliggenhed. Campingvogne og lignende må ikke henstilles i havekolonien. Der må ikke opstilles vindmøller. Husene skal vedligeholdes med maling m.m., så de ikke forfalder og får et skæmmende udseende. Husene skal placeres i baghaven, mindst 5 meter fra vejen, og må maksimalt være 3 meter høje. Husenes underkant skal ligge mindst 15 cm. over jordoverfladen og må ikke opføres med grundmur. Husene skal indrettes således, at de ikke danner tilholdssted for rotter. Der må ikke findes udhuse i haverne, med mindre de bygges i forbindelse med lysthuset og det samlede areal må ikke overstige 20 m2. Eventuelle drivhuse må kun bygges i den bagerste del af haven og må ikke være større end 10 m2 og højst 2 meter høje. Fast beboelse på arealet må ikke finde sted. Det er tilladt at holde kaniner, duer og høner. Haner er ikke tilladt. Alle dyrehold skal overholde dyreværnsloven og Kommunens regulativ for fjerkræhold. Dyrehold skal meldes/afmeldes til bestyrelsen. Nødtørft skal og må kun forrettes på de af haveforeningens etablerede toiletter i foreningshuset.

§ 5

Den omkring kolonien eksisterende hæk, samt hækkene mellem haverne, skal bibeholdes og vedligeholdes af medlemmerne. Læplantningen skal vedligeholdes af foreningen. Tjørnehækken skal vedligeholdes af medlemmerne. Medlemmer skal selv vedligeholde låge samt nr. og skal betale udgifterne til dette. Lågerne må kun åbnes indad i have. På havelågens udvendige side skal havens nummer være anbragt synligt. Hækkene skal altid være vedligeholdte og ensartet klippede, både i højden og på siderne. Hækkens bredde er 25 cm. og højden er 120 cm. Hækkene skal være klippet første gang inden den 1. juli og anden gang inden den 15. september. Frugttræer må kun plantes i baghaven. Første række i en afstand af 3 meter fra hækken, anden række i en afstand af 4 meter fra første række. Der må ikke plantes piletræer til pileflet. Flagstænger må ikke være højere end 7 meter og skal være pænt høvlede og malede. Foreningsflagstangen må være 11,5 meter. Flagning med politisk flag er forbudt. Løsgående hunde må ikke medtages i kolonien.

§ 6

Al slags boldspil og anden leg på foreningens veje er strengt forbudt. Medlemmerne er også ansvarlige for eventuel overtrædelse af vedtægterne, som begås af vedkommende familie eller besøgende. Klager vedrørende havens forhold eller angående overtrædelse af de i nærværende vedtægter gældende bestemmelser, skal skriftligt tilstilles bestyrelsen, der har ret til at påtale de påklagede forhold og gå frem efter vedtægterne § 3 og 4, såfremt påtalen ikke hjælper.

§ 7

Bestyrelsen består af 5 medlemmer. Formanden og 2 bestyrelsesmedlemmer vælges på lige årstal. Kasserer og 1 bestyrelsesmedlem vælges på ulige årstal af generalforsamlingen. Hvert år vælges en 1. og 2. suppleant til bestyrelsen, samt revisor og revisorsuppleant. Bestyrelsen konstituerer sig med hensyn til posterne sekretær, materielforvalter og næstformand. Alle kan genvælges. Bestyrelsen varetager foreningens interesser og påser, at vedtægterne overholdes af havelejerne. Møder i bestyrelsen finder sted efter behov. Kassereren fører regnskab over indtægter og udgifter og sørger for, at opsparede eller henlagte midler indsættes på konto i et pengeinstitut. Bestyrelsen kan aflønnes efter generalforsamlingens nærmere beslutning. Haveforeningens overskud skal anvendes til koloniens almene formål, og kommunen skal føre tilsyn med, at det pågældende beløb, efter udløbet af hvert regnskabsår, er anvendt til nævnte formål. Derfor er haveforeningen forpligtet til efter hvert regnskabsårs afslutning, at fremsende det reviderede regnskab til kommunen, der ligeledes skriftligt til enhver tid, skal holdes orienteret om bestyrelsesmedlemmers navne og bopæl.

§ 8

Ordinær generalforsamling afholdes i årets 1. kvartal. Indkaldelse hertil sker ved bekendtgørelse pr. brevkort eller i de lokale aviser og med 8 dages varsel. Forslag som ønskes behandlet på en ordinær generalforsamling, skal skriftligt indsendes til formanden senest 5 dage før generalforsamlingens afholdelse. Ekstraordinær generalforsamling kan sammenkaldes med mindst 3 dages varsel, ved brevkort og opslag i skabene, og kan sammenkaldes af bestyrelsen, eller når 1/6 af medlemmerne skriftligt forlanger det overfor bestyrelsen med angivelse af grunden til den ønskede indkaldelse. Generalforsamlingen er højeste myndighed, og er beslutningsdygtig uden hensyn til det fremmødte antal medlemmer. Afstemning sker ved håndsoprækning. Dog kan skriftlig afstemning foretages, når det vedtages på generalforsamlingen. Afgørelsen sker ved simpelt stemmeflertal. Ethvert medlem har stemmeret, men kun én stemme pr. haveleje. Havelejen fastsættes ved generalforsamlingen. Foreningen kan kun opløses, når dette vedtages på en særlig i dette øjemed indvarslet generalforsamling og da kun med en majoritet af mindst 3/4 af de angivne stemmer.

§ 9

Der forefindes 4 P-pladser i havekolonien der skal benyttes til parkering af køretøjer. Der må kun standses på vejene for af- og pålæsning ved haverne. Der vil i perioder med meget bløde veje blive spærret for bilkørsel. Maksimalt tilladte kørehastighed er 10 km. i timen. Overtrædelse af hastigheden kan medføre udelukkelse af haveforeningen. Tekster i opslagstavlerne skal til enhver tid respekteres og efterkommes. Haveforeningens vandmåler og stophane findes i have nr. 3 ved tjørnehækken ud til Smallesund. Stophanen findes nede i brønden, og lukkes ved at dreje højre om. Der må ikke bruges vand uden at hanen eller hanerne er under konstant opsyn. Der gælder almindelige regler for vanding i de enkelte haver. Strøm må kun benyttes til havearbejde og byggeri - alt andet er forbudt. Der må kun bruges strøm under ophold i haven. Ved overtrædelse bliver der opkrævet en bøde på 100 kr. I gentagelsestilfælde opsiges lejemålet.

Forandring af disse vedtægter kan kun finde sted på en lovligt indvarslet generalforsamling med mindst 15 fremmødte medlemmer og med et stemmeflertal for ændring med mindst 2/3 af de fremmødte stemmer. Ændringer skal godkendes af Bornholms Regionskommune.

På foreningens vegne. Nexø, den 27. februar 2019

Formand:

John Buus